Netværk skal styrke idérigdommen i Furesøs erhvervsliv

Erhvervskontaktudvalget samlet ved Rokkedyssegaard
Et samlet erhvervskontaktudvalg vil arbejde for virksomhedsklynger i Furesø
Erhvervskontaktudvalget i Furesø Kommune giver sin fulde opbakning til et nyt klyngeinitiativ, der skal bringe virksomheder inden for samme felt tæt på hinanden.

Faglige netværk for virksomheder er afgørende for at sætte gang i innovation, produktionsudvikling og opdyrke nye markeder.
Derfor var der fuld opbakning i Furesø Kommunes erhvervskontaktudvalg, da udvalgets virksomhedsrepræsentanter og medlemmer fra erhvervsforeningerne for nylig blev præsenteret for et forslag om at styrke netværk mellem kommunens virksomheder inden for forskellige brancheområder. I første omgang vil der blive gjort forsøg med at etablere netværk, eller en klynge om man vil - rettet mod Furesøs it-virksomheder.

"Særligt i små og mellemstore virksomheder har klynger vist sig at kunne skabe innovation, udvikling og vækst for de medvirkende virksomheder. Derfor ser jeg meget store potentialer i, at Furesø Kommune nu tager initiativ til at bringe vores virksomheder inden for it - det være sig software som hardware - sammen, siger Mikael Boutrup, formand for Furesø Erhvervsforening.

 

Flere hundrede i målgruppen

Et træk på branchekoder viser, at omkring 210 virksomheder i Furesø beskæftiger sig med netop IT. Cirka 300 andre beskæftiger sig med konsulentbistand og rådgivning, og en tredje gruppe på små 270 virksomheder arbejder med kreative erhverv og oplevelsesøkonomi.
Derfor er der grundlag for et initiativ, der bringer de forskellige virksomhedstyper sammen med ligesindede, fortæller Solveig Bisgaard, formand for Furesø Industri og næstformand i Erhvervskontaktudvalget.
"Initiativet er i tråd med det arbejde for at etablere lokale netværk, som Furesø Erhvervsforening og Furesø Industri allerede er i gang med. For mange virksomheder er det ikke oplagt at orientere sig lokalt som det første. Med dette initiativ gør vi det synligt for dem, at Furesø potentielt rummer rigtig mange både samarbejdspartnere og kunder, siger hun.

Ole Bondo Christensen (A), borgmester i Furesø og formand for Erhvervskontaktudvalget håber, erhvervslivet i Furesø vil bakke op om initiativet.
"Det vil være op til virksomhederne i fællesskab at holde netværkene aktive og givende. Vi er blot fødselshjælpere, men vores håb er naturligvis, at netværkene vil være en gevinst for vores erhvervsliv," siger han om kommunen rolle.

På det seneste erhvervskontaktudvalgsmøde på Rokkedyssegård blev udvalget præsenteret for en række gode argumenter for at underbygge klynge-tankegangen.
Argumenterne stammer fra organisationen "Cluster Excellence Denmark", der blandt andet har dokumenteret, at virksomheder, der deltager i en klynge, har fire gange så høj sandsynlighed for at blive innovative, sammenlignet med virksomheder der ikke gør.
Derfor skal initiativet nu løbes i gang med fokus på it-virksomhederne og ved, at der etableres en sammenslutning eller forening i privat regi, der kan drive netværket. I løbet af efteråret følger så et konkret arrangement med afsæt i en undersøgelse af virksomhedernes ønsker og behov.

Kontakt

Erhvervsteam

Erhvervskonsulent
Flemming Ipsen
Tlf.: 7235 5454

Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)
Kommunikation

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4012

Skriv til os på 
kommunikation@furesoe.dk
(Journalisthenvendelser, aktindsigter, rundspørger o.a.)

Skriv til os via Digital Post for personfølsomme henvendelser