Forslag til Lokalplan 135 og Tillæg 3 til Kommuneplan 2017

Offentlig bekendtgørelse af Forslag til Lokalplan 135 samt Forslag til Tillæg 3 til Kommuneplan 2017

 

Byrådet i Furesø Kommune har den 30. maj 2018 vedtaget at offentliggøre Forslag til Lokalplan 135 samt Forslag til Tillæg 3 til Kommuneplan 2017. Planforslagene er offentliggjort i perioden fra den 7. juni til og med den 26. august 2018.

 

Forslag til Lokalplan 135

Lokalplan 135 omfatter et område, der er beliggende i den østlige del af Farum.

 

Lokalplanforslaget muliggør etablering af bebyggelse til boligformål på ejendommen, der hidtil har været benyttet til institutioner til børn og unge i form af en specialskole. Da lokalplanforslagets anvendelse ikke er i overensstemmelse med rammeområde 3D3, i Kommuneplan 2017, er der udarbejdet Forslag til Tillæg 3 til Kommuneplanen, der muliggør etablering af boliger i form af bofællesskab, herunder boliger i ét plan (uden trapper), som er egnet til seniorer.

 

Der etableres ny overkørsel til lokalplanområdet fra Skovbakken da krydsende biltrafik til området via den eksisterende overkørsel og mindre p-areal fra Stavnsholtvej vurderes uhensigtsmæssigt i forhold til den øst-vest gående cykel- og gangsti, der benyttes af mange herunder skole- og institutionsbørn.

 

Lokalplanens område må kun anvendes til tæt-lav boligbebyggelse til helårsbeboelse, opholdsareal og tilhørende parkering. Lokalplanen fastlægger et byggefelt, som bygningerne skal placeres inden for. Den fastlægger en bebyggelsesprocent på højst 40 og maksimalt 25 boliger. Lokalplanen fastlægger, at boligbebyggelse højst må være én etage med udnyttet tageetage (1½ etage) mod syd, og at den må være højst to etager mod nord. Der skal etableres minimum fem boliger i én etage, som skal sikre mangfoldighed, ved at området kan anvendes af seniorer og dårligt gående. Boligbebyggelsen må maksimalt opføres i otte meters højde.

 

Lokalplanen fastlægger et beplantningsbælte og fastsætter bevaringsbestemmelse for det store træ langs det sydlige skel. Det skal sikre, dels at grundens eksisterende landskabelige kvaliteter bevares, og dels at bebyggelsen fremstår grøn mod omgivelserne. Ubebyggede arealer skal fremstå med havekarakter.

 

Det eksisterende p-areal på ejendommens sydlige del må kun anvendes til parkering med vejadgang fra Stavnsholtvej. Der er ikke mulighed for kørende adgang over Stavnsholt Skolesti.

 

Forslag til Tillæg 3 til Kommuneplan 2017

Forslag til Tillæg 3 til Kommuneplan 2017 omfatter en ændring af kommuneplanramme 3D3 Farum Arena, skoler, daginstitutioner og kirke mm.

 

Lokalplan 135 er ikke i overensstemmelse med rammebestemmelserne i kommuneplanen for så vidt angår anvendelsen til offentligt formål. Derfor er der udarbejdet Forslag til Tillæg 3 til Kommuneplan 2017 således, at det gøres muligt at etablere boliger i form af et bofællesskab. Det ny rammeområde fastlægger en maksimal bebyggelsesprocent på 40, bebyggelse med én etage og en udnyttelig tagetage mod syd og to etager mod nord på ejendommen. Derudover sikres afskærmende beplantning mod Stavnsholt Skolesti samt bevaring af ejendommens havekarakter.

 

Her kan planforslagene ses:

Planforslagene findes i en digital udgave på kommunens hjemmeside: www.furesoe.dk/hoering. Desuden er planforslagene fremlagt på kommunens tre biblioteker.

Har du bemærkninger til planforslagene?

Bemærkninger til planforslaget skal sendes til Furesø Kommune, Center for By og Miljø, bme@furesoe.dk eller med post til Stiager 2, 3500 Værløse, eller via Digital Post til Furesø Kommune.

 

Bemærkninger skal være Furesø Kommune i hænde senest den 26. august 2018.

 

Planforslagenes midlertidige retsvirkninger

Efter planlovens § 17 må området ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en

måde, der kan foregribe den endelige lokalplan. Retsvirkningerne gælder til planen er endeligt vedtaget og offentliggjort, dog højst et år efter forslagets offentliggørelse.

 

Efter planlovens § 12 stk. 2 kan kommunalbestyrelsen modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.

 

Efter planlovens § 12 stk. 3 kan kommunalbestyrelsen modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er udlagt til offentlige formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt.

 

Afgørelse om miljøvurdering

Efter miljøvurderingsloven skal myndigheden vurdere og træffe afgørelse om, hvorvidt en plan, der kun fastlægger anvendelsen af mindre områder på lokalt plan eller angiver mindre ændringer i sådanne planer, kan få væsentlig indvirkning på miljøet og skal miljøvurderes nærmere i en miljørapport. Denne vurdering kaldes en screening.

 

Byrådet har foretaget en sådan screening af lokalplanforslaget og vurderet, at forslagets bestemmelser om etablering af to enfamiliehuse kun vil have få og uvæsentlige miljøkonsekvenser. Screeningen kan findes bagerst i lokalplanhæftet.

 

Byrådet har i forlængelse heraf truffet afgørelse om, at der ikke gennemføres yderligere miljøvurdering med udarbejdelse af en miljørapport.

 

Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse om miljøvurdering, kan du klage til Planklagenævnet. Klageportalen ligger på www.borger.dk og www.virk.dk. Du logger på www.borger.dk eller www.virk.dk ligesom du plejer, typisk med NEM-ID. Du kan finde yderligere information om Planklagenævnet på www.naevneneshus.dk/planklagenaevnet.

 

Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr. Det koster 900 kr. at klage for borgere og 1.800 kr. for virksomheder, myndigheder og organisationer. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.

 

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen. Myndigheden videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

 

Klagefristen udløber 4 uger efter fra afgørelsen er offentligt bekendtgjort. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

 

Offentliggørelsesdato

Byrådets vedtagelse af Forslag til Lokalplan 135 samt Forslag til Tillæg 3 til Kommuneplan 2017 er offentligt bekendtgjort på Furesø Kommunes hjemmeside torsdag den 7. juni 2018.

 

Sidst opdateret 07. juni 2018

Kontakt

Center for By og Miljø

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000

Skriv til os via Digital Post  (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

For pressen



Siden refererer til et pdf-dokument. Læsning kræver Adobe Reader.