Frederiksborgvej 3-5, Farum

Det gamle rådhus på Frederiksborgvej 3-5 skal ikke længere anvendes af Furesø Kommunes administration. Byrådet ønsker derfor, at dette centrale område i byen sælges og omdannes til et nyt og oplevelsesrigt byområde.

Den fremtidige anvendelse af området skal bredes ud til en blandet anvendelse med primært boliger og med publikumsmæssige aktiviteter i stueetagerne som fx cafeer/restauranter, liberale erhverv, kontorer eller offentlige formål. Aktiviteterne og anvendelsen skal styrke byområdet og generere trafik af borgere i området. Dette skal naturligvis ske med respekt for natur- og kulturværdier og med sigte på at skabe et godt samspil med de øvrige funktioner i området.

Borgerinddragelse

Efter et par dialogmøder med lokale interessenter offentliggjorde Furesø Kommune den 3. oktober 2017 et udkast til byplanmæssige rammer for udviklingen af arealet. Det blev i den forbindelse forudsat, at de gamle skolebygninger bevares, og at der skal gives mulighed for indpasning af ungdoms- og seniorboliger.

Forslag til byplanmæssige rammer for ejendommen har været i offentlig høring i efteråret 2017. Høringen resulterede i tre høringssvar, der bliver behandlet politisk i januar 2018.

De byplanmæssige rammer for Frederiksborgvej 3-5  

De byplanmæssige rammer vil i overensstemmelse med principperne i kommuneplanen sikre en styrket sammenhæng mellem Kumbelhaven og Farum Bytorv. Der sikres et sammenhængende, grønt byrum på begge sider af Frederiksborgvej og en mere direkte øst-vestgående fodgængerforbindelse i forlængelse af den eksisterende gangtunnel under Frederiksborgvej. 

Forslaget til byplanmæssige rammer angiver endvidere, at Frederiksborgvej 5 nedrives, og at der på arealet syd for de gamle skolebygninger frem til Stavnsholtvej etableres et privatfinansieret byggeri med mindst 40 etageboliger. Boligerne skal være egnede for såvel unge som seniorer. I stueetagen langs Frederiksborgvej gives der mulighed for at indrettes kontorer eller forskellige former for serviceerhverv samt parkering. Cykelparkeringen på hjørnet af Stavnsholtvej tænkes integreret i ny-byggeriet.

Nybyggeriet skal sikre en høj arkitektonisk kvalitet i overensstemmelse med kommunens arkitektur- og byrumsstrategi. Byggeriet skal forholde sig bevidst til de bevarede gamle skolebygninger.
Trafikken på Frederiksborgvej betyder, at området er støjbelastet med 63-68 dB. Dette betyder, at der skal træffes særlige foranstaltninger, hvis området skal benyttes til støjfølsom anvendelse som fx boliger. Nybyggeri kan i et vist omfang støjisoleres og samtidig fungere som støjskærm i forhold til de udendørs opholdsarealer og altaner mv. Endvidere vil mindre støjfølsomme funktioner kunne indgå i byggeriets stueetage.

Offentligt udbud

På grundlag af de byplanmæssige rammer for området gennemfører Furesø Kommune nu en udbudsproces, hvor interesserede bygherrer og investorer får lejlighed til at byde på arealet. Når der er fundet en køber til arealet skal der laves et projekt for områdets benyttelse og bebyggelse, der skal danne grundlag for kommunens lokalplanproces.

Lokalplanlægning

Et forslag til Lokalplan for området vil blive offentliggjort i minimum 8 uger, og der vil i høringsperioden blive afholdt et borgermøde om projektet.

Her udvikler vi

Området omfatter Frederiksborgvej 3-5 samt parkeringsanlægget på den sydlige del af Frederiksborgvej, fortsættende langs Stavnsholtvej ned til Farum Bytorv.

Rådhusgrunden i Farum

Sidst opdateret 08. december 2017

Kontakt

Center for By og Miljø

Plan og Byg
Stiager 2
3500 Værløse
Tlf. 7235 5420

Natur og Miljø
Stiager 2
3500 Værløse
Tlf. 7235 5325

Vej og Park
Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 5355

Skriv til os via Digital Post  (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)