Grønt bymiljø og træer på Farum Hovedgade

Solskær igennem blade
Det grønne bymiljø er båret af beplantning og træer i private haver, i parkerne og på kommunale arealer. I forbindelse med renoveringen vil mange af kommunens træer i Hovedgaden dog blive ryddet. Det skyldes først og fremmest hensynet til trafiksikkerheden. Men mange af træerne langs Farum Hovedgade er også i dårlig tilstand, og anlægsarbejdet vil forværre dette i en sådan grad, at det ikke er gartnerfagligt forsvarligt at bevare træerne.

Hovedgadens grønne præg er i stor udstrækning båret af beplantning og træer i private haver. Men også parkerne og træer og beplantning på kommunale arealer er med til at understøtte et grønt bymiljø. Vi vil plante nye træer i samarbejde med grundejerne. Renoveringen af Farum Hovedgade sker på en måde, så der fortsat er tale om et grønt byrum med mulighed for ophold samtidig med, at forholdene for alle trafikanter bliver forbedret. 

Ikke alle træer har det lige godt

Nogle steder skærmer beplantningen for husene, hvilket slører den karakteristiske rytme i gadebilledet. Flere steder består denne beplantning af træer plantet i gadebelægningen, hvor de er nødlidende på grund af for dårlige vilkår, ødelægger belægningen og vokser ind over tage på de bagvedliggende, historiske huse.

Trafiksikkerheden først

På hele strækningen skal der være plads til både kørebaner, cykelstier og fortove. Den nye belægning kan ikke lægges oven på eksisterende rødder, og rødder kan ikke fjernes uden, at træerne tager skade og vælter på sigt. Derfor bliver vi nødt til at fjerne udvalgte  træer.

Hovedgadens grønne præg skal bevares og styrkes ved, at de fleste eksisterende træer bliver stående i den smalle gade, og nye træer plantes i sikker afstand fra den nye belægning. En række steder vil vi tilbyde de berørte grundejere, at kommunen betaler for placeringen af et nyt træ efter nærmere aftale. På denne måde sikrer vi, at vi ikke igen om 10-20 år står med en gade, hvor træerne ødelægger belægningen og skaber usikre forhold for de trafikanterne.

Læs mere om det grønne i principperne for arkitektur og byrum i Farum Hovedgade  

Principper for beplantning og parker på Farum Hovedgade

I strategien, Arkitektur og Byrum - Farum Hovedgade, der blev vedtaget af byrådet den 27. april 2016, er det blandt andet lagt fast:

  • at bymiljøet i hovedgaden skal have en udpræget grøn karakter i kraft af en helhedsskabende, karakterfuld og rumskabende beplantning
  • at bevaringsværdig beplantning bevares og ved eventuel død eller nødvendig fældning erstattes af tilsvarende
  • at træer langs eller i det offentlige rum skal fremtræde med krone med naturlig form
  • at der i gaden og på private arealer foran husene ikke må plantes træer eller anden beplantning, der skærmer for husene. 

Se principperne for beplantning og parker på side 35-37 i Arkitektur og byrum - Farum Hovedgade

Majtræet

Byrådet besluttede tilbage i 1991, at træet skulle have lov til at blive stående. I principperne for renoveringen af Farum Hovedgade, som det nuværende byråd vedtog i april 2016, lyder det derfor blandt andet, at ”Majtræspladsen” ved landsbyen skal fastholdes som spor af den oprindelige forte (en åben plads til fælles benyttelse og samling i middelalderfællesskabets landsby), med statuen som vartegn og majtræet som omdrejningspunkt.

Læs mere om majtræet: http://furesoe.dn.dk/fredninger/majtrae-i-farum/ 

Træ på Skolevængets Allé

Furesø Kommune har givet dispensation fra lokalplan 46 § 8.2 til at fælde et bevaringsværdigt hestekastanjetræ på Skolevængets Alle 1, fordi der er hul og råd i træet, og det er vurderet, at der er fare for, at det vil knække. Fældningen af dette træ har altså ikke forbindelse med renoveringen af Hovedgaden.

Vi gennemgår løbende alle kommunale træer, men er der træer, som du er utryg ved, er du altid velkommen til at tippe os gennem app’en Furesø Borgertip, så ser vi på sagen.

 




Sidst opdateret 11. juli 2017

Kontakt

Center for By og Miljø

Plan og Byg
Hørmarken 2
3520 Farum
Tlf. 7235 5420

Natur og Miljø
Hørmarken 2
3520 Farum
Tlf. 7235 5325

Vej og Park
Hørmarken 2
3520 Farum
Tlf.: 7235 5355

Skriv til os via Digital Post  (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

For pressen